mandag den 20. januar 2014

2. træningsuge er i gang

Jeg skal i denne uge tilbagelægge 27 km, fordelt på 3 træningspas.

I morges fik jeg i toget læst mere i min "Løb langt" bog. Idag fik jeg læst om motivation. Er jeg typen, der motiveres af frygten for nederlag, eller er jeg typen, der motiveres af glæden over at løbe? Tja, faktisk tror jeg, der bor begge dele i mig, men det står helt klart for mig, at jeg allerhelst vil bruge glæden som motivationsfaktor.

At være i stand til at finde glæden ved løb, også når dagens vejr byder på blæst, blæst og meget blæst, er faktisk lidt svært. Så da jeg kom hjem og iførte mig løbetøjet idag, må jeg erkende, at motivationen til overhovedet at komme ud at løbe skulle findes i frygten for ikke at gennemføre ugens træningsprogram.

Men da først løbeskoene var kommet på og pulsuret var tændt, formåede jeg faktisk at finde glæden ved at kunne løbe også i strid modvind. Heldigvis var dagens træning kun i N2-tempo (svarende til 60-70% af min fulde kapacitet). Så den sværeste del idag var at forsøge at holde en pulsen mellem 131 og 142 i såvel medvind som modvind. Og nej, det lykkedes ikke hele tiden, men min gennemsnitspuls endte med at ligge på 138 :-)

Så med dagens 10 km tilbagelagt, sidder jeg her og er rigtig godt tilfreds.
--------------------------------------------------------------------
I dag er det onsdag, og jeg havde egentlig planlagt at skulle løbe ugens 2. træningspas torsdag, men kom så i tanker om, at vi starter til kor i morgen. Altså var det i dag, jeg skulle ud at løbe. Pyh, det var svært at finde motivationen. Jeg var træt og fristet til at sætte mig foran fjernsynet og slappe af med et glas rødvin. Skulle være alene hjemme, kunne også give mig til at støvsuge og vaske tøj....

Efter at have diskuteret med mig selv en lille halv time, nåede jeg frem til, at jeg faktisk gerne ville mærke den glæde, det er, at gennemføre træningsprogrammet. Så kom jeg i løbetøjet.

Dagens træningspas var en 9 km tur fordelt på 2 km opvarmning i N2, 2 x 3 km tempo løb i N3 med 1 minuts pause imellem, og til sidst 1 km nedjog i N1.

Turen gik forbavsende godt. De første km opvarmning var "piece of cake", de første 3 km tempoløb gik snildt. De sidste 3 km tempoløb var hårde. Pulsen var sværere at holde i niveau mellem 142-153, så hastigheden måtte lidt ned. Det lykkedes dog at løbe de 3 km uden at falde for fristelsen om at stoppe og gå.

Stor var tilfredsheden derfor, da jeg havde gennemført tempotræningen og kun lige manglede den sidste km, der bare skulle løbes i "snegletempo", så pulsen kom ned.

Og vel hjemme er følelsen af tilfredshed og glæde stor. Jeg kan nu se frem til at løbe sidste træningspas i denne uge enten fredag eller lørdag.
---------------------------------------------------------------------
Det er lørdag, og jeg havde sat vækkeuret til 7:15 for at stå op og løbe. Kl. blev imidlertid 8:00 inden jeg kom ud af fjererne. Vi skal have gæster i dag, og jeg har siden i går mærket, at jeg ikke har rigtig lyst til at være gæstfri, planlægge mad, købe ind og være i gang med selve madlavningen. Og måske netop derfor, blev det særlig vigtigt for mig i dag at starte dagen med at løbe. Det "morsomme" var så, at jeg faktisk blev ved med at udsætte at komme afsted. I dag var det altså ikke mangel på motivation til at løbe, men derimod mangel på lyst til dét, jeg vidste kom efter løbetræning.

Selve træningen var SKØN i dag. Tog musik i ørerne (det gør jeg ikke ret tit). Men jeg har da en spilleliste, der hedder løbetur, og den blev spillet for fuld styrke. Tempoet i musikken var egentlig for hurtig til dagens træning, der skulle være en restitutionstræning og derfor i laangsomt tempo. Men når jeg løber langsomt, er jeg ikke forpustet, så der var masser af luft til at bruge overskydende energi på at synge med på sangene. Højt og sikkert ikke særlig kønt for de få, jeg mødte på min tur. Og ikke nok med at jeg sang af hjertets lyst, jeg måtte også bruge armene til både at klappe takt og lave fjollede bevægelser. Så alt i alt må jeg have lignet en anden udgave af Phebe fra Friends.

Men skønt var det. 8 km i roligt tempo. Nu er ugens træningspas gennemført. Well done, you crazy old woman.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar