Det er lørdag, kl. har netop passeret 12.00 og jeg har været ude at løbe ugens sidste træningspas.
En uge, hvor vejrforhold har fyldt rigtig meget i træningen. Sne, stærk blæst og glat føre. Det har også været en uge, hvor den første rigtige intervaltræning har været at finde i træningsprogrammet. Jeg er langt fra verdensmester i intervaltræning. Sidste års optræning til halvmarathon gav mig jo en vis erfaring, der var en blandet oplevelse af succes- og nederlagsfølelse. Det er forunderligt, hvor meget nederlagsfølelsen kan fylde i én forud for løbeturen, der indeholder intervaltræning. Jeg kunne godt tænke mig, at jeg formåede i stedet at bruge de små øjeblikke af sidste års succesfølelse til at gå løbeturen med intervaltræning i møde med.
I skrivende stund vil jeg så alligevel påstå, at jeg under selve intervaltræningen faktisk formåede at finde succesfølelsen frem. Jeg havde planlagt at løbe onsdag, men valgte at udsætte træningen til torsdag morgen, da det bare blæste rigtig meget og var iskoldt onsdag aften. Så da kl. var 06.00 torsdag morgen stod jeg klar i løbesko og masser af tøj. Efter 3 km opvarmning var jeg nået hen til et område af Taastrup, hvor der både var ryddet sne på cykelstien, og hvor der lige var en passende strækning at lave intervaltræning på. Programmet sagde 5 x 2 min med puls 153-164 med 1 min pause imellem.
Første interval formåede jeg at løbe 1 1/2 min. Holdt så kun 30 sek pause og løb så 5 intervaller mere på mellem 40 og 50 sek med 30 sek pause imellem. Nu kunne jeg jo vælge at føle, at jeg havde fejlet. I stedet havde jeg faktisk følelsen af at have gjort det rigtig godt. Jeg tror, det skyldtes, at jeg undervejs følte, jeg gav mig, det jeg kunne. Jeg løb så stærkt jeg kunne.
Torsdag eftermiddag mens jeg er på arbejde, kommer jeg til skade, fordi jeg i vores affaldscontainer finder et stort maleri med en "guld"ramme på. Det må jeg have fat i, for vi har netop talt om, at det kunne være sjovt at skaffe en stor guldramme til at hænge forskellig udsmykning i. Jeg er jo ikke verdens højeste person, så jeg er jo lænet ind over containeren og støtter på kanten med min overkrop. Idet jeg skal trække rammen op (der er sat ned i containerens bagerste del), smutter mine ribben på containerens kant. Det gør rigtig ondt og jeg taber helt vejret. Det viser sig efterfølgende, at jeg faktisk har formået at få bøjet et ribben ved dette stunt. Og jeg kan da hilse og sige, at det gør ONDT.
Da jeg talte med lægen sagde han, at det var vigtigt, at jeg sørger for at trække vejret ordentligt igennem, selvom det gør ondt. Han sagde også, at det var vigtigt at bevæge sig mest muligt. Og at jeg dulmer smerten med en cocktail af ipren og panodil. Så det var med en vis spænding, at jeg her lørdag formiddag skulle løbe ugens sidste tur. Det gik imidlertid forbavsende godt. Den første km var jeg meget fokuseret på, at det gjorde ondt, når jeg trak vejret, men så fandt jeg ind i en rytme, som gjorde at jeg glemte smerten og bare tænkte på vejrtrækningen og på at holde min puls og rytme. Så de 45 min det tog at løbe idag, var en god oplevelse.
Mandag: 8 km N2
Torsdag: 8 km - 3 km N2, 2 km interval og 3 km N1
Lørdag: 7 km N2
Ugens km er således 23
Ingen kommentarer:
Send en kommentar